|
Hvad er arbejdsmiljø?
Arbejdsmiljø er et samspil af de relationer, påvirkninger og
vilkår, som mennesket arbejder under.
Endvidere er arbejdsmiljø den tekniske og sociale udvikling af
arbejdspladsen, som kan bidrage til det enkelte menneskes sikkerhed
på kort sigt samt til menneskets fysiske og psykiske sundhed på
længere sigt.
Arbejdsvilkårene kan give påvirkninger, der for nogle
mennesker kan være belastende og for andre stimulerende. Det er
derfor nødvendigt at tilrettelægge arbejdsvilkårene således, at
vilkårene er tilpasset det enkelte menneskes forudsætninger og kan
give mennesket mulighed for at have indflydelse på sin
arbejdssituation. Arbejdsmiljølovgivningen beskriver det således,
at arbejdet skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt
forsvarligt.
Arbejdsmiljølovens § 1 slår da også fast, at der ved loven
tilstræbes at skabe:
et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i
overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet,
samt
grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og
sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets
organisationer og vejledning og kontrol fra
Arbejdstilsynet.
|